---

Sulten efter service

Bloggens meget vin – og madinteresserede læsere kan måske lade sig rive med af et emne, der ligger mig meget på sinde. Nemlig serviceniveauet på danske cafeer. Eksisterer der overhovedet et niveau? Jeg synes stadig, at jeg får ubehagelige overraskelser, også selvom jeg egentlig mener at have mødt bunden flere gange. Måske er jeg bare naiv, når jeg forestiller mig en vis komfort og service på en café, som gerne skulle være en smule mere eksklusiv oplevelse end den hjemlige slaberas og trummerum. Jeg mener – det er vel en af grundene til at man går ud, ikke?

Det virker som om, at mange café-ejere tror, det er nok at stille et lokale til rådighed med et par teenagere bag disken, der ikke har begreb om særlig meget, andet end at se funky ud. Ofte sidder man forgæves og prøver at komme i kontakt med tjeneren, der ikke værdiger én et blik, og efter at have siddet i ti minutter og fægtet med armene erkender man, at det nok betyder, at man må forlade bordet for at komme i audiens i baren. Her kan man så få lov til at stå temmelig længe, mens man venter på at blive ekspederet. Ja, netop: ekspederet, ikke betjent! Efter at have fået langet sin bestilling over disken, kan man så lunte tilbage til sin plads med sine ting, adskillige mange kroner fattigere og en skuffelse rigere.

Måske bør man bare erkende, at det er en klar fordel at være uddannet tjener, hvis man skal på café. Et af de grelleste eksempler er en café på Frederiksberg, der er opkaldt efter et farvet kæledyr. Om sommeren har de udendørsservering på en lille plads, der ligger på den anden side af den meget trafikerede vej, hvor cafeen ligger. I dette tilfælde betyder udendørsservering, at man serverer sig selv udendørs. Det er nemlig meningen, at man først skal finde et bord på den lille plads. Så lader man sin makker sidde og spærre bordet, mens man selv krydser den konstant myldretidsprægede vej og går ind og bestiller. Man må helst ikke besøge cafeen alene. For man kan jo ikke både spærre bordet og rejse sig for at bestille samtidig. Det er heller ikke anbefalelsesværdigt at mødes med mere end én person af gangen, med mindre man altså har mere end to arme, er jonglør eller er adræt som en chimpanse, der kan bære med tæerne også. For man skal jo selv bære sin bestilling tilbage til bordet på den anden side af vejen, og en bakke er ikke noget, man kan låne på cafeen. Men for de mennesker, der er lidt kluntede, kan selv to flasker med to tilhørende glas jo være en udfordring at håndtere. Især hvis man også har været så uforudseende at tage en taske med, som man samtidig skal holde styr på. Det er ikke ligefrem den bedste start på et hyggeligt møde: Man mødes, man skilles, man står i kø og vender prustende tilbage efter 20 minutter med drikkevarerne, hvis man da ikke er blevet kørt over i mellemtiden eller er snublet og har smadret både glas og flasker. Så glem alt om også at bestille mad. Det er jo simpelthen for uoverskueligt!

Heldigvis er det ikke alle cafeer, der har valgt at udsætte deres gæster for både trafikale og håndteringsmæssige udfordringer på samme tid. Men manglen på service og princippet om at udlicitere tjeneropgaverne til deres gæster efter gør-det-selv-princippet, lever i bedste velgående rigtig mange steder. Man skulle så tro, at der var et afslag i prisen, når nu man skal sørge for at betjene sig selv. Men det er jo ikke tilfældet, tværtimod, en danskvand koster stadig omkring 30 kroner, selvom du selv skal hente den. Så desværre er det altså sådan i Danmark, at man både skal være velstående, adræt og meget tålmodig for at gå på café. Det sætter jo de subsistensløse bumser på bænken i et helt nyt perspektiv. Måske er de i virkeligheden trendy frontløbere, der har gjort op med den danske cafékultur?

---